Investor login

Administration vindmølle Eurowind finansiering repowering
Administration vindmølle Eurowind finansiering repowering
< Tilbage

AURA investerer i Danmarks største landbaserede vindmøllepark 08-01-2021 - 09:50

AURA Energi har indgået aftale med Eurowind Energy A/S om købet af 50% af K/S Thorup-Sletten, der er den overvejende del af Danmarks største landbaserede vindmøllepark. Parken er beliggende på grænsen mellem Vesthimmerland og Jammerbugt kommuner.

Vindpark Thorup-Sletten er etableret på baggrund af en ambition om et grønnere Danmark med mere vind og sol på det danske energikort. Vindparken er et repowering projekt, hvor der er nedtaget 22 gamle møller og opsat 18 stk. nye 4,3 MW Siemens møller med en samlet kapacitet på 77,4 MW. Heraf indgår 13 af møllerne i K/S Thorup-Sletten, mens de resterende fem møller er ejet af lokale naboer til parken.

K/S Thorup-Sletten har en årlig budgetteret produktion på 189.000 MW, hvilket svarer til 47.275 husstandes årlige forbrug af strøm, og købsprisen er et større trecifret millionbeløb.

 

”I AURA ønsker vi at bidrage til den grønne omstilling af den danske energiforsyning blandt andet gennem produktion af vedvarende energi. Vi er glade for, at vi med denne aftale om K/S Thorup-Sletten sammen med vores øvrige VE-aktiviteter kan tage et stort skridt i forhold til at realisere vores strategiske målsætning,” siger Carsten Höegh Christiansen, adm. direktør i AURA koncernen.

 

Eurowind Energy A/S, der er en af markedets ledende virksomheder indenfor udvikling og drift af projekter til produktion af vedvarende energi, har siden 2010 arbejdet med udviklingen af vindmølleparken i Thorup-Sletten.

”Vi er stolte af den aftale, som vi har lavet med AURA – et af Danmarks store energiselskaber. Et samarbejde med AURA giver os muligheden for et stærkt strategisk samarbejde med en solid dansk energivirksomhed, der ligesom os også har ambitioner om at gøre Danmark grønnere. Vi tror på, at vi med dette delte ejerskab kan skabe nogle stærke synergier, der kan bidrage til fremtidens energisamfund.” fortæller Jens Rasmusen, CEO for Eurowind Energy. 

 

Vindmølleparken blev tilsluttet elnettet i februar 2020 og blev officielt indviet i september 2020.

 

”Med vores aftale med Eurowind Energy får vi en samarbejdspartner, der er en stærk projektudvikler, og som har stor erfaring med udvikling og drift af vindmøller. Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver til stor gavn for parkens drift og udvikling fremadrettet,” siger Carsten Höegh Christiansen.

 

Det er AURAs datterselskab AURA VE, der bliver ejere af K/S Thorup-Sletten. AURA VE ejer i forvejen tre vindmøller på hver 3,3 MW i Nørhede Hjortmose i Vestjylland.
 

Aftalen afventer nu en godkendelse fra konkurrencemyndighederne, før den bliver gennemført.

< Tilbage