Skip to main content
13.12.2024

Ny landechef for Eurowind Energy Tyskland

David Stahl bliver ny landechef for Eurowind Energy i Tyskland pr. 1. april 2025.

43-årige David Stahl kommer fra Vestas, hvor han har været Senior Director med ansvar for servicesalg og account management aktiviteter i Nordeuropa og Centraleuropa.

”Jeg er meget glad for, at David har sagt ja til jobbet som landechef for Tyskland. Vi kender David fra vores mangeårige partnerskab med Vestas, og jeg ser ham som den helt rette til opgaven med at udvikle vores tyske forretning. David har både tysk og dansk baggrund, som giver ham en indgående forståelse for det tyske marked samtidig med at han medbringer de danske værdier, som udgør fundamentet for en virksomhed som Eurowind Energy”, siger Jeppe Udby, udviklingschef i Eurowind Energy.

David Stahl får ansvaret for den overordnede udvikling af Eurowind Energys marked i Tyskland, hvor Eurowind Energy i øjeblikket har seks afdelinger og cirka 100 medarbejdere. Tyskland er det af de markeder, der udvikler sig hurtigt for Eurowind Energy, der det seneste år har fået godkendt 11 projekter med en kapacitet på over 220 MW.

Hovedkontoret ligger i Hamborg, med yderligere afdelinger i Marburg, Leipzig, Neuruppin, Rostock og Flensborg. Flensborg-teamet er også specialiseret i udvikling af energicentre og moderne biogasanlæg.

“Jeg glæder mig til at blive en del af Eurowind Energy og bidrage til virksomhedens fortsatte udvikling i Tyskland. Jeg kender branchen og Tyskland indgående fra min tid I Vestas, og jeg ser frem til at bruge den erfaring og viden til at lede det tyske marked og lære de dygtige kolleger i Tyskland at kende”, siger David Stahl.

David Stahl har været i Vestas i 17 år i forskellige roller især inden for servicesalg og har haft base i Hamborg siden 2011. Hen har en master i Økonomi og Business administration fra Copenhagen Business School.

Privat er han dansk gift og har to børn og bruger fritiden på en aktiv livsstil med cykling og løb.

 

Fakta om Eurowind Energy

Eurowind Energy A/S er en dansk virksomhed, der er specialiseret i at udvikle, bygge og drive vedvarende energiparker. Eurowind Energy har aktiviteter indenfor vind, sol, hydrogen, biogas, power to heat og batteriløsninger.

Eurowind Energy A/S blev grundlagt i 2006 og er siden vokset til at være en markant spiller i sektoren for vedvarende energi med flere end 650 ansatte og aktiviteter i 16 markeder i Europa og USA.

 

Yderligere information:

Joachim Steenstrup, Global Head of External Affairs and Strategy, [email protected], Mobile +4551624815

Eller Kommunikationschef Malene Petersen, [email protected] eller +45 3010111

Image (66) Copy 1200Px
Kontakt os