Med en transaktion på mere end tre milliarder kroner skaber Eurowind Energy og Wind Estate et
fælles selskab med 186,3 MW kapacitet i drift og Danmarks største vindpark i porteføljen.
Danmarks to største vindudviklere, Eurowind Energy og Wind Estate, indgår et samarbejde gennem et
fælles ejet selskab K/S Blue Holding, som efter transaktionen tæller i alt 186,3 MW i vindparkerne
Overgaard ved Randers og Nørre Økse Sø nær Brovst.
K/S Blue Holding er ejet 50 procent af Eurowind
Energy A/S og 50 procent af Wind Estate.
Eurowind Energy bidrager til det nye selskab med 28 møller i Overgaard (96,9 MW), samt 11 møller i
Nørre Økse Sø (39,6). Wind Estate kommer med 16 møller i Overgaard (49,8 MW). Derudover betaler
Wind Estate et beløb til Eurowind Energy. Parterne ønsker ikke at oplyse detaljer om den finansielle
del af transaktionen, men kan dog fortælle, at den samlede værdi overstiger tre milliarder danske
kroner.
Den samlede kapacitet på Overgaard Vindpark på 146,7 MW gør parken til Danmarks suverænt
største, næsten dobbelt så stor som den næststørste, Vindpark Thorup-Sletten på 77 MW.
Wind Estate og Eurowind Energy har traditionelt haft et godt og tillidsfuldt samarbejde, og gør nu det
samarbejde endnu stærkere med det fælles selskab.
Ane Mette Lysbech-Kleis, CEO, Wind Estate, siger:
”Vi har et historisk stærkt samarbejde med Eurowind, der er baseret på en god relation, ordentlighed
og gensidig tillid. Det er derfor også et naturligt næste skridt at indgå et formaliseret samarbejde og
høste synergierne på tværs af vores forretninger til gavn for både lokalområdet og begge selskaber.
Samarbejdet åbner op for en række muligheder, som ingen af os kan realisere alene. Og når møllerne
står side om side som i Overgaard, så er det oplagt at finde ud af, hvordan vi sammen optimerer
driften og videreudviklingen af området.”
Jens Rasmussen, CEO, Eurowind Energy, siger:
”Vi er glade for, at vi kan løfte vores samarbejde til et nyt niveau til fordel for alle. Ved at have samlet
alle møllerne i Danmarks største vindpark maksimerer vi værdien af parken. Samarbejdet kommer
begge selskaber til gode, men også lodsejerne, andelshavere og lokalområdet. Vi har flere andre
fælles interesser, så det kan bestemt ikke udelukkes, at vi fremadrettet skruer yderligere op for samarbejdet med Wind Estate i Danmark eller i udlandet.”
Samarbejdet giver en række nye muligheder, herunder muligheden for også at samarbejde om den
videre udvikling af Overgaard-området indenfor sol og vind.
Vindmøller i K/S Blue Holding
Fra Eurowind Energy:
25 stk 3,6 MW Vestas møller i Overgaard
3 stk 2,3 MW Siemens møller i Overgaard
11 stk 3,6 MW Vestas møller i Nørre Økse Sø
Fra Wind Estate:
10 stk 3,6 MW Vestas møller i Overgaard
6 stk 2,3 MW Siemens møller i Overgaard
Fakta om Wind Estate
Wind Estate ejer og driver mere end 400 vindmøller i Danmark, ligesom der foregår betydeligt arbejde
med projektudvikling i Danmark og Storbritannien. Det gør Wind Estate til en af de absolut største
vindudviklere og operatører i Danmark. Wind Estate er grundlagt i 2001 og er aktive indenfor landvind,
havvind, sol, hydrogen, og batteriløsninger.
Fakta om Eurowind Energy
Eurowind Energy A/S er en dansk virksomhed, der er specialiseret i at udvikle, bygge og drive
vedvarende energiparker. Eurowind Energy har aktiviteter indenfor landvind, sol, hydrogen, biogas,
power to heat og batteriløsninger. Eurowind Energy A/S blev grundlagt i 2006 og er siden vokset til at
være en markant spiller i sektoren for vedvarende energi med flere end 600 ansatte og aktiviteter i 16
markeder i Europa og USA.
Kontakt:
Wind Estate A/S
Tina Hitz Christensen, Executive Assistant
Mobil: +45 60 19 86 85
E-mail: [email protected]
Eurowind Energy A/S:
Malene Petersen, kommunikations- og marketingschef
Mobil: +45 30101117
E-mail: [email protected]