Skip to main content
22.09.2026

Eurowind Energy annoncerer gennemførelsen af Blackstones investering

Blackstone har gennemført sin tidligere annoncerede investering i Eurowind Energy og forpligter sig til at investere op til 15 mia. kr. for at accelerere væksten i Europa.

Blackstones investering i Eurowind Energy er nu gennemført efter modtagelsen af de nødvendige myndighedsgodkendelser. Blackstone Infrastructure ejer nu 24,7 procent af selskabet sammen med de eksisterende ejere.

Investeringen skal understøtte Eurowind Energys ambition om at blive en af Europas førende uafhængige energiproducenter. Selskabet forventer frem mod 2030 årligt at etablere cirka 1,5 GW ny kapacitet inden for vind, sol og batterier.

”Gennemførelsen af transaktionen markerer begyndelsen på et vigtigt nyt kapitel for Eurowind Energy. Gennem de seneste 20 år har vi opbygget en stærk europæisk platform, og med Blackstone som langsigtet partner har vi nu den finansielle styrke til markant at øge antallet af vedvarende energiprojekter, som vi udvikler, opfører og ejer. Dermed bidrager vi til udbygningen af vedvarende energikapacitet i Europa,” siger Gert Vinther Jørgensen, bestyrelsesformand i Eurowind Energy og koncernchef i Norlys.

”Vi er glade for at have gennemført vores investering i Eurowind Energy og for at indgå et partnerskab med selskabets stærke ledelse. Vi mener, at Eurowind står særdeles godt rustet til at bidrage til at imødekomme Europas stigende behov for billig, stabil og bæredygtig energi, og vi ser frem til at understøtte selskabets næste vækstfase,” siger Adam Kuhnley, Co-Head of European Investments i Blackstone Infrastructure.

Blackstones investering skal understøtte Eurowind Energys fortsatte vækst i Europa. Den giver selskabet mulighed for at accelerere udviklingen af nye vedvarende energiprojekter, øge det langsigtede ejerskab af egne anlæg og gennemføre strategiske opkøb, der supplerer den eksisterende platform.

”At få Blackstone med om bord er en bekræftelse af vores strategi. Vi fortsætter ad samme kurs, men med Blackstone ved vores side kan vi sætte tempoet markant op. Vi forventer hvert år at opføre cirka fire-fem gange så meget ny kapacitet som i 2025. Så spænd sikkerhedsselen,” siger Jens Rasmussen, CEO, medstifter og medejer af Eurowind Energy.

Nye medlemmer af bestyrelsen

Som led i investeringen indtræder Adam Kuhnley i Eurowind Energys bestyrelse, mens Yannick Heyl bliver bestyrelsesobservatør.

”Vi er meget glade for at byde Blackstone velkommen som aktionær og Adam og Yannick velkommen i bestyrelsen. På et tidspunkt, hvor Europas behov for stabil, konkurrencedygtig og lokalt produceret energi står stadig tydeligere, bidrager Blackstone med betydelig og skalerbar erfaring fra investeringer i energi og infrastruktur samt den finansielle kapacitet til at understøtte Eurowind Energys vækst og accelerere udbygningen af vedvarende energi i Europa,” siger Gert Vinther Jørgensen.

Efter transaktionen består Eurowind Energys bestyrelse af:

Gert Vinther Jørgensen, koncernchef i Norlys (formand)

Adam Kuhnley (næstformand)

Søren Rasmussen

Søren Nørgaard

Jakob Kirkegaard Kortbæk

Bestyrelsesobservatører: Bo Lynge Rydahl, Lars Valsøe Bertelsen, Yannick Heyl og Jens Assheuer

DJI 0029 1600Px